Nationale kvalitetsmål skaber god retning

Nyhed
none

Danske Patienter er positive over for de otte nationale kvalitetsmål, som regeringen, KL og Danske Regioner fremlagde i sidste uge.

Danske Patienter er positive over for de otte nationale kvalitetsmål, som regeringen, KL og Danske Regioner fremlagde i sidste uge. Men det er afgørende, at man som indikation for kvalitet også inddrager patienternes vurdering af kvalitet og udbytte af et samlet behandlingsforløb.

Regeringen, KL og Danske Regioner fremlagde i fredags otte nye nationale kvalitetsmål, som handler om bedre sammenhængende patientforløb, styrket indsats for kronikere og ældre patienter, forbedret overlevelse og patientsikkerhed, behandling af høj kvalitet, hurtig udredning og behandling, øget patientinddragelse, flere sunde leveår og et mere effektivt sundhedsvæsen.

Danske Patienter er positive over for målene, fordi de skaber en ny og bedre retning på sundhedsvæsenet.

Hidtil er hospitalerne for eksempel blevet målt på, hvor meget de leverer – og om de overholder deres budgetter. Det er selvfølgelig vigtigt, men for patienterne er det afgørende, at der er kvalitet i behandlingen, siger Camilla Hersom, formand for Danske Patienter.

Især er det glædeligt, at der kommer øget fokus på patientinddragelse og sammenhæng i behandlingsforløb, som er afgørende udfordringer i dag.

Kvalitet for patienterne

Men fordi målene er overordnede kvalitets- og resultatmål for sundhedsvæsenet, skal hvert mål understøttes af en række indikatorer, som siger noget om, hvorvidt det overordnede mål er nået. Og her er der ifølge Danske Patienter plads til forbedringer i det udspil, som blev fremlagt i sidste uge.

De fremlagte indikatorer afspejler ifølge Danske Patienter, at vi i Danmark mangler data, særligt data, som for alvor siger noget om patientens udbytte af sundhedsvæsenets samlede indsats – på tværs af specialer og sektorer.

Bidrager indsatsen til at skabe livskvalitet og et godt funktionsniveau for patienten? Det bør være helt afgørende data for at vurdere, om vores sundhedsvæsen leverer høj kvalitet til gavn for patienterne, men det er ikke en viden, der er tilgængelig i dag, siger Camilla Hersom.

Godt med bred inddragelsesproces

Derfor glæder det Danske Patienter, at der er lagt gode spor i de nationale kvalitetsmål, som lægger op til, at man i højere grad vil anvende patientrapporterede outcome (PRO-data) til at vurdere kvaliteten og forbedre behandlingsforløb.

Danske Patienters Videnscenter for Brugerinddragelse i Sundhedsvæsenet (ViBIS) er allerede er i gang med at udarbejde anbefalinger til, hvordan man kan bruge patientrapporterede data som kvalitetsmål på tværs af sektorer gennem projektet Program PRO.

Den viden ser Danske Patienter frem til at kunne bidrage med, når der nu bliver sat gang i en bred inddragelsesproces, hvor patientforeninger, faglige selskaber og klinikere får lov til at bidrage til implementeringen af de nationale kvalitetsmål.


Fakta

De otte nationale mål er:

  • Bedre sammenhængende patientforløb
  • Styrket indsats for kronikere og ældre patienter
  • Forbedret overlevelse og patientsikkerhed
  • Behandling af høj kvalitet
  • Hurtig udredning og behandling
  • Øget patientinddragelse
  • Flere sunde leveår
  • Mere effektivt sundhedsvæsen