Ny digitaliseringsstrategi er solid

Nyhed
none

Danske Patienter ser positivt på den nye digitaliseringsstrategi, hvor patienten kommer i spil.

Digital booking, bedre anvendelse af patienternes egne oplevelser og Fælles Medicinkort. Det er blot nogle af de initiativer, som regeringen, KL og Danske Regioner sætter på dagsordenen på sundhedsområdet i en ny digitaliseringsstrategi. Danske Patienter er positive og mener, at det er en solid strategi.

Helt overordnet ser Danske Patienter positivt på ideen om én samlet national strategi for udbredelsen af digitale løsninger på sundhedsområdet. Digitale løsninger giver mulighed for bedre sammenhæng på tværs af sektorer og sygdomsområder og er samtidigt et vigtigt redskab til at imødekomme fremtidens udfordringer.

For eksempel er det positivt, at strategien breder de gode telemedicinske erfaringer, der er på visse sygdomsområder, ud til flere patientgrupper ved at igangsætte storskalaprojekter.

Et sundhedsvæsen der er til for patienterne

Derudover kan webbooking, hvor patienten selv har mulighed for at booke tid, gøre det nemmere for patienten at tilpasse sygdommen ind i dagligdagen - i stedet for at dagligdagen bliver tilrettelagt efter sygdommen.

Danske Patienter er særligt glade for, at strategien lægger op til initiativer, hvor patienters viden kommer i spil ved en bedre anvendelse af patientrapporterede oplysninger. Oplysninger om patientens oplevelser af funktionsniveau og livskvalitet i eget forløb kan være med til at forbedre kvaliteten i sundhedsvæsenet.

Patientrapporterede oplysninger kan samtidig blive anvendt til at måle sundhedsvæsenets kvalitet på tværs af sektorer og specialer.

Strategien skal sikre kvalitet - ikke besparelser

Selvom strategien overordnet set rummer gode initiativer, understreger Danske Patienter, at de digitale løsninger først og fremmest skal fokusere på at sikre kvalitet for patienterne.

De økonomiske besparelser, der kan være forbundet med digitale løsninger, skal alene ses som en positiv afledt effekt.

Se strategien "Digital velfærd - en lettere hverdag" her.

Læs mere

Digitaliseringsstrategien 2013:

  • Strategien er offentliggjort den 30. september 2013 i en pressemeddelelse fra Finansministeriet

Se strategien her.