Nyt udspil vender sundhedsvæsenet på hovedet – til gavn for patienterne

Debat
none

Regeringen lægger i sit nye sundhedsudspil op til en række meget positive initiativer på sundhedsområdet.

Af Lars Engberg, formand for Danske Patienter

Regeringen lægger i sit nye sundhedsudspil op til en række meget positive initiativer på sundhedsområdet. Desværre har sundhedsudspillet mødt en del modgang i medierne, hvor man primært har fokuseret på, at der omprioriteres 400 millioner kroner fra tandområdet. Man har dog ikke sammenholdt dette med de goder, som patienterne får i stedet – og det er synd.

I udspillet lægger man nemlig op til en fuldstændig ommøblering af sundhedsvæsenet indsatser, så de fremadrettet vil tage udgangspunkt i patienternes behov – og ikke institutionernes. Blandt andet afsætter man nu 20 millioner kroner til at udvikle en strategi for brugerinddragelse. Det er et kæmpe skridt i retning mod at skabe et bedre og mere patientcentret sundhedsvæsen.

Inddragelse af patienter kan få enorm betydning for kvaliteten i sundhedsvæsenet – det kan styrke kvaliteten af de enkelte behandlinger, men også påvirke, hvordan sundhedsvæsenet bliver indrettet, og derigennem skabe optimale rammer for behandling af patienter.

Systematisk inddragelse af patienter og pårørende kan både skabe bedre livskvalitet for patienterne, en bedre faglig kvalitet i sundhedsvæsenet og en langt større grad af lighed i adgangen til sundhedsvæsenets ydelser. Det er desuden dokumenteret, at inddragelse kan mindske antallet af fejl og utilsigtede hændelser – og i øvrigt rummer potentiale for samfundsøkonomiske besparelser.

I en netop offentliggjort rapport om kvalitet i det danske sundhedsvæsen, anbefaler OECD, at der bliver skabt nogle mere formaliserede rammer for inddragelse af patienterne i Danmark. Derfor er det ret fantastisk, at man nu sætter sig for at lave en strategi, der kan sikre, at Danmark endelig kan slutte sig til lande som Norge, England og Canada, der alle er langt foran, når det kommer til patientinddragelse.

Selvfølgelig rummer regeringens udspil ikke blot positiver – og mange aktører har kritiseret udspillet for at være for ukonkret. Det er vi i Danske Patienter sådan set enige i, men vi forventer, at de store visioner bliver til konkrete initiativer i de forestående økonomiforhandlinger med regionerne og kommunerne.

Det er vigtigt at holde fast i, at det nye udspil lægger op til en markant ændring af måden, hvorpå vi tænker sundhedsvæsenet. En ny tænkemåde, der i høj grad kommer til at gavne patienterne.

Hvis regeringen lykkes med at skabe en større sammenhæng mellem sektorerne – det regionale og kommunale sundhedsniveau samt almen praksis – er vi et godt skridt videre på vejen mod et opgør med nogle af de store udfordringer på sundhedsområdet.