Pårørendes behov: Det lærte jeg af Aisha og Fahad

Af projektleder Annemette Lundmark Jensen fra ViBIS

”For os er det en pligt, men også en ære at passe vores forældre selv”. Sådan svarer flere pårørende til nærtstående med anden etnisk baggrund end dansk, når de bliver spurgt, hvordan de har det med at være pårørende.

En af dem, jeg har talt med, som en del af en interviewundersøgelse, er Aisha. Hun er 37 år og er født i Danmark, men hendes forældre kommer fra Tyrkiet. Aisha fortalte, hvordan det forventes, at hun træder til og passer sin far, nu hvor han er blevet ældre og har fået Parkinson.

Denne forståelse adskiller sig fra mange etniske danskere, der kender systemet og ved, at kommunen kan tilbyde hjælp, når deres pårørende har brug for omsorg og pleje. Kommunerne har derfor en særlig opgave i at kommunikere og støtte pårørende med anden etnisk baggrund end dansk, da de mangler kendskab og har særlige ønsker og behov.

Forældrene først

”Vores forældre kommer først”. Sådan sagde Fahad, der er 43 år og født og opvokset i Pakistan, da han forklarede mig, hvorfor det er en ære for ham at passe sine forældre, når de bliver gamle eller syge: ”Min mor kommer altid først. Mine børn og min familie kommer i anden række. Jeg elsker mine forældre. Vi er født sådan.”

Fahad forklarede mig, hvordan hans familie og søskende derfor var meget skeptiske, da han selv foreslog, at deres mor skulle på plejehjem. Hvem er det, der skal passe vores mor? Hvad kan de? Og gør de det godt nok? De spørgsmål blev diskuteret heftigt i familien op til beslutningen om at give plejehjemmet en chance.

Pårørende har behov for hjælp, uanset hvilket kulturel baggrund de har. Derfor er det vigtigt, at vi ikke lader pårørende med en anden etnisk baggrund end dansk stå alene med ansvaret, selvom deres kulturelle baggrund dikterer det.

Følelsen af svigt

Aisha fortalte mig om det svigt, hun og hendes søster følte, at de havde udsat deres far for, da de havde givet efter og inviteret kommunen indenfor. Følelsen af svigt var blevet forstærket af, at kommunen havde overtaget nogen af de opgaver, som Aisha syntes var hendes eller søsterens, og som hun mente, at de selv kunne gøre bedre.

Aisha røg hurtigt ind i rollen som den skrappe kontrollør og oplevede det både frustrerende og tungt at skulle samarbejde med kommunen: ”Kommunen tager ikke en byrde, de lægger til på mine skuldre.”

Manglede kendskab

Mange ældre med etnisk minoritetsbaggrund er opvokset i et land, hvor det er en familiær pligt at tage sig af sine gamle. Den norm giver de videre til deres børn – også selvom de er født i Danmark. Derfor er der mange voksne børn af forældre med anden etnisk baggrund end dansk, der i dag føler det som en naturlig pligt at påtage sig ansvaret for at passe deres forældre i hjemmet.

De gør det af pligt, men nogle gør det også, fordi de ikke har kendskab til, hvad det kommunale område inden for sundhedsvæsenet kan tilbyde af hjælp. Og uden det kendskab er det ikke muligt at bede om hjælp. Som Aisha sagde: ”Jeg vidste ikke en gang, hvad en hjemmehjælper er og laver. Hvis bare jeg havde vidst det, kunne vi måske have fået hjælp til at passe min far noget før”. 

Kommunerne har derfor en vigtig opgave i at kommunikere hvilke tilbud de har inden for omsorg og ældrepleje – især til de pårørende, der ikke kender systemet.

Anbefalinger til sundhedsprofessionelle i kommunerne

Hvis sundhedsprofessionelle i kommunerne skal lykkes med at inddrage pårørende med anden etnisk baggrund end dansk, så kræver det god kommunikation, forventningsafstemning og at man spørger ind til de pårørendes ønsker og behov. Jeg har opsummeret det i tre anbefalinger:

• Fortæl, hvem I er, og hvad I kan tilbyde
  Når man først er inviteret indenfor, så er det vigtigt at forklare, hvem man er, og hvilke muligheder og tilbud man som kommune har til de pårørende.

• Tag initiativ til en forventningsafstemning
  Det vigtigt fra begyndelsen af at få tydeliggjort og afklaret, hvem der gør hvad. Hvilke opgaver varetager kommunen? Hvilke opgaver vil borgeren gerne have, at den pårørende varetager? Og hvilke opgaver vil den pårørende gerne varetage? Gør man ikke det, risikerer man, at de pårørende oplever kommunens hjælp som en byrde, fordi de pårørende ender med en rolle som koordinator eller kontrollør.

• Spørg den pårørende: Hvad er vigtigt for din nærtstående?
  Den pårørende har vigtig viden om den nærtståendes behov, ønsker og kulturelle normer og værdier, som det er vigtigt at spørge ind til. Hvis ikke der bliver spurgt ind til disse ting fra kommunens side, vil nogle pårørende opleve det, som om kommunen er ligeglad med deres nærtstående. Så for overhovedet at opnå tillid hos den pårørende, er det vigtigt at anerkende den viden, som den pårørende har om sin nærtstående. Og ikke mindst huske at gøre brug af den viden.

* Aisha og Fahad er opdigtede navne. ViBIS er bekendt med deres identitet.