Patienter afvises på sygehusene trods henvisning fra egen læge

Nyhed

Danske Patienter bakker op om PLO’s kritik af en stigende tendens til, at hospitaler afviser patienter, der er blevet henvist af deres læge.

Patientsikkerheden er truet, når sygehusene afviser henvisninger fra praktiserende læger. Det mener Praktiserende Lægers Organisation, PLO, som derfor her i februar har sendt et nødråb til sundhedsminister Magnus Heunicke, skriver Altinget

De praktiserende læger oplever, at patienter henvist til specialiseret udredning og behandling i sygehusvæsenet – først og fremmest på områder som psykiatri og reumatologi – i stigende grad tilbagehenvises, skriver PLO ifølge Altinget i brevet til sundhedsministeren.

Problemet er ikke nyt. Også i oktober skrev Jyllands-Posten om den stigende tendens til, at patienter med en henvisning i hånden bliver afvist på sygehuset. Og det er en tendens, der bekymrer hos Danske Patienter:

Det er vores klare oplevelse, at det er for svært for den praktiserende læge at få adgang til diagnostiske undersøgelser og henvise patienter til hurtig afklaring på sygehus. Vi oplever, at rigtig mange patienter går for lang tid med deres symptomer i almen praksis - det kan være tegn på lungesygdom, sklerose eller kræft - og så kan det være for sent, når de så endelig bliver undersøgt, for så har symptomerne og sygdommen måske udviklet sig, sagde direktør Morten Freil, Danske Patienter ved den lejlighed til Jyllands-Posten.

At afviste henvisninger er et problem for patientsikkerheden, er Frede Olesen, som er professor ved Forskningsenheden for Almen Praksis, Aarhus Universitet fuldkommen enig i, skriver Altinget. Derfor mener han slet ikke, at afviste henvisninger bør forekomme.

Og desuden skaber afviste henvisninger ulighed i sundhedsvæsenet, fordi svage patienter risikerer at falde igennem systemet, forklarer han:

Når du har en restriktiv adgang til sygehusene, vil der være patienter, der vælter af, og det er typisk de patienter, der ikke selv er gode til at råbe op. Så det her er et vigtigt sted at sætte ind, hvis man vil gøre noget ved ulighed i sundhed, siger Frede Olesen til Altinget.

Praktiserende læger er trætte af afviste henvisninger: Vil have minister på banen

NØDRÅB: Det truer patientsikkerheden og skaber ulighed i sundhed, når sygehusene afviser henvisninger fra de praktiserende læger. Det mener PLO, der har sendt et nødråb til sundhedsminister Magnus Heunicke (S), skriver Altinget.

Læger: Sygehusene afviser flere og flere henviste patienter

Der er en klar tendens til, at sygehusene afviser flere henviste patienter, lyder kritik fra praktiserende læger. Patienter bliver gidsler i afvisningsspil, skriver Jyllands-Posten.