Reformudspil mangler forpligtelse, hvis patienterne skal mærke forskel
Regeringens udspil til en sundhedsreform indeholder flere gode elementer – men uden den nødvendige forpligtelse og med for få ressourcer til at løse de grundlæggende problemer for patienterne.
Styrket sammenhæng og bedre kvalitet i behandlingen af mennesker med kronisk og langvarig sygdom er de grundlæggende ambitioner i det udspil til en reform af sundhedsvæsenet, som Regeringen netop har præsenteret.
Danske Patienter ser flere gode, løsrevne initiativer i udspillet – om alt fra life science til antibiotikabehandling. Men der mangler en samlet plan og en tydelig retning for, hvordan man vil indfri ambitionerne om et sømløst sundhedsvæsen, så patienter og pårørende ikke også fremover får ansvar for at sikre sammenhæng i forløbene:
Kvalitetsplan skal sikre patienterne ensartet behandling
Regeringen foreslår også, at der skal udvikles en national kvalitetsplan, der skal sikre ensartet kvalitet i landets kommunale sundhedstilbud. Det er der brug for, hvis patienterne ikke, som i dag, skal opleve svingende kvalitet afhængigt af deres postnummer.
Som forslaget er beskrevet i udspillet, er det dog kun på få udvalgte områder i kommunerne, man skal arbejde med kvalitetsplanen, og midlerne er beskedne.
Positivt med ny kommission for robusthed
Et af de helt store udfordringer for patienterne – nu og i fremtiden – er, at der mangler kapacitet i sundhedsvæsenet. Det giver i øjeblikket lange ventetider på behandling, og bekymringer for hvad patienterne kan forvente fremadrettet, fordi der kommer endnu flere ældre med kroniske sygdomme, som skal have behandling.
Derfor er Danske Patienter glade for, at Regeringen vil nedsætte en ny kommission, der skal se bredt på løsninger.