Retningslinjer er ikke nok

Nyhed
none

Retningslinjer alene kan ikke sikre en ordentlig formidling til alvorligt syge.

350 patienter fik sidste år at vide, at de var under mistanke for kræft – informationen fik de via brev uden mulighed for at kunne kontakte de sundhedsprofessionelle.

Det kunne TV2 Nyhederne berette i weekenden den 11. og 12. februar 2012. I ugen der fulgte, dukkede flere historier frem om patienter, der havde modtaget dårligt nyt om alvorlig sygdom via brev – og det fik politikerne på Christiansborg til at reagere.

Politikere vil stramme retningslinjer

Et flertal af politikerne i toppen af dansk politik vil nu sætte en stopper for lægernes brug af breve til formidling af information om alvorlig sygdom. I øjeblikket er der nemlig ikke nogen lovgivning, der direkte forbyder, at læger kan sende breve til deres patienter, hvor der står, at patienten lider af en alvorlig sygdom.

I Danske Patienter understreger man dog, at lovgivning og retningslinjer ikke i sig selv er nok.

Det er godt at kvalificere retningslinjerne for information til patienter, men ikke tilstrækkeligt. Vi skal gå spadestikket dybere og stille spørgsmålet, hvordan det overhovedet kan forekomme, at patienter får et brev om, at de er under mistanke for en alvorlig sygdom, siger chefkonsulent Annette Wandel fra Danske Patienter.

Hun understreger, at denne procedure afspejler et sundhedsvæsen, hvor man ikke målrettet sætter sig i patienternes sted:

Hvis vi for alvor skal ændre praksis og sikre en ordentlig kommunikation mellem patienterne og de sundhedsprofessionelle, så kræver det, at man systematisk inddrager patienters perspektiv, når man for eksempel udvikler den måde, man overleverer informationer til patienter på. Havde der siddet patienter med om bordet, da man udviklede retningslinjerne for overlevering af informationer om en alvorlig diagnose, så var man aldrig havnet på, at et brev var løsningen.

Patienter skal inddrages

I Danske Patienter vurderer man således, at det ikke er nok at hive en ny lov og nye retningslinjer ned over de sundhedsprofessionelle.

Selv om initiativet om strammere retningslinjer er et positivt signal fra politikerne på Christiansborg, er det stadig vigtigt at undersøge baggrunden for den praksis, vi ser i øjeblikket. Nye retningslinjer gør ikke de sundhedsprofessionelle bedre til at sætte sig i patienternes sted – det kræver en ændring af kulturen og en langt større inddragelse af patienterne i udviklingen af sundhedsvæsenets praksis og rammer, siger Annette Wandel.


Læs mere

Politikere vil stoppe kræftbreve - Se TV2’s indslag og læs tv-stationens nyhed her.

Kræftsyge får diagnosen pr. brev Se TV2’s indslag og læs tv-stationens nyhed her.