Skub ikke patienter bagerst i vaccinekøen

Pressemeddelelse
none

Patienter og pårørende kommer til at betale en høj pris, hvis rækkefælgen for vaccine bliver ændret. Danske Patienter opfordrer Regeringen og Folketingets partier til at holde fast i den nuværende strategi, og i stedet styrke informationsindsatsen.

Sundhedsstyrelsen har netop indstillet til Folketinget, at man slår gruppe 10, 11 og 12 sammen og vaccinerer efter alder. Det betyder i praksis, at mange yngre patienter kommer bagerst i køen og får udskudt deres planlagte vaccination med måneder.

Det har været et hårdt år for mange patienter og deres pårørende, så udsigten til bare én måned ekstra i isolation skaber stor frustration. Vi hører fra patientforeningernes rådgivning, at folk begynder at være selvmordstruede, fordi de ikke kan klare det mere, så denne udmelding ser vi på med stor alvor.
- Klaus Lunding, formand for Danske Patienter.


Let administration er ikke et sundhedsfagligt mål

Det undrer Danske Patienter, at Sundhedsstyrelsen ændrer den faglige anbefaling midt under udrulningen af vacciner. Den nuværende plan sikrer, at de ældste borgere samt mennesker med kroniske sygdomme bliver prioriteret, fordi de har øget risiko for et alvorligt forløb med corona.

Vi forstår ikke, at der pludselig ligger en faglig anbefaling bag, at en rask 45-årig skal foran en 25-årig patient med svær inflammatorisk gigtsygdom, så vi kan godt frygte, at det administrative bøvl er den virkelige årsag. Selvom sundhedsvæsenet bliver oversvømmet af usikre borgere, så skal vi huske, at det er patienterne, der er de virkelig ofre i det her.
- Klaus Lunding.

Forvirringen – og frustrationen – hos patienterne og deres pårørende bliver næppe mindre af dagens udmelding, og det vil lægge yderligere pres på systemet.

Man må forvente, at patienter der er i tvivl om, hvorvidt de hører til i gruppe 5 eller 10, nu vil gøre alt hvad de kan for at få en afklaring. Vi har ikke oplevelsen af, at patienter ringer til lægen for at komme foran i køen, men gruppe 10, 11 og 12 slås sammen, så har man da virkelig et incitament til at presse på for at komme i gruppe 5.
- Klaus Lunding.

Hold fast i den nuværende strategi

Danske Patienter opfordrer derfor Regeringen og Folketingets partier til at holde fast i den nuværende strategi og i stedet styrke informationen til borgerne.

Kontakt alle i gruppe 5 og 10, så de ved, at de ikke er glemt, og at de er placeret i den rigtige gruppe. Det vil skabe ro og tillid, og i sidste ende lette den administrative proces.
- Klaus Lunding.
Emne

Kontakt

Rikke Skovgaard. Foto: Tea Petersen

Rikke Skovgaard

Kommunikationschef
31 18 93 42