Tilskud til tandlæge er positivt, men bør gælde alle relevante patientgrupper

Høringssvar
Tænder

Nyt forslag om udvidelse af tilskudsordningen vil give flere patienter tilskud til tandlæge. Men der er fortsat behov for forbedringer, så ordningen gælder alle relevante patientgrupper, mener Danske Patienter.

Den gældende lovgivning om tilskud til tandlæge er forældet, og det har gennem årene haft negative konsekvenser for mange patienter med tandproblemer. Danske Patienter er derfor positive over for udvidelsen af tilskudsordningen, hvor flere patienter vil kunne få adgang til økonomisk hjælp.

Alligevel mener Danske Patienter ikke, at udvidelsen med de udvalgte patientgrupper er tilstrækkelig, og at den derfor fortsat bør forbedres – både i forhold til forebyggelse og behandling af tandproblemer. 

Den efterlader fortsat en række patientgrupper i stikken, som på grund af sygdom og behandling har – eller er i risiko for at få – betydelige tandproblemer. Det vil øge både sygeligheden og uligheden, fordi flere ikke vil få den nødvendige forebyggende indsats og behandling, skriver Danske Patienter.

Flere patientgrupper skal være tilskudsberettigede

Derfor er der behov for en mere grundig og fagligt funderet gennemgang af hvilke grupper, der har, eller er i risiko for tandskade. Danske Patienter skriver i høringssvaret en liste over patienter, som bør indgå i ordningen. Det er blandt andre:

  • Patienter med demens, som har særlige udfordringer ift. tand- og mundhygiejne
  • Psykiatriske patienter, som på grund af psykofarmaka, overspisning af sukkerholdige produkter eller opkastning er i øget risici for tandsygdom og tandtab
  • Patienter med osteoporose, som er i lavdosis antiresorptiv behandling, der øger risiko for at udvikle osteonekrose i kæberne.
  • Nyrepatienter, som har oftere forekomst af mundhuleinfektioner 

Dokumentationskrav bør lempes for alle patientgrupper

Danske Patienter støtter op om forenklingen af ordningen, som vil gøre det nemmere at få tilskud for nogle patienter, men mener samtidig, at dette bør gælde for alle de omfattede patientgrupper, da de tidligere dokumentationskrav har været en seriøs barriere for både at søge og opnå støtte til helt nødvendig behandling.

Danske Patienter mener derfor, at de lempede dokumentationskrav bør gælde for alle de omfattede patientgrupper, så de udeladte grupper ikke fremadrettet skal opleve de samme uhensigtsmæssigheder, som opleves ved den gældende ordning, skriver Danske Patienter i høringssvaret.

Læs hele høringssvaret her.

Kontakt

Annette Wandel. Foto: Tea Petersen

Annette Wandel

Vicedirektør