ViBIS' netværk om inddragelse af pårørende drives videre af frivillige deltagere

Inddragelse, Nyhed
Samtalegrupper_terapi

Fordelt på tre arrangementer har cirka 160 mennesker deltaget i ViBIS’ netværk for inddragelse af pårørende. Sidste officielle møde er netop afholdt, men - helt efter hensigten - har deltagere fra netværket valgt at fortsætte med at lave arrangementer på frivillig basis.

Nationalt Netværk for Brugerinddragelse spurgte i henholdsvis 2019 og 2020 sine deltagere om, hvilket tema, de ønskede mere viden om. Begge gange blev pårørende fremhævet. Derfor oprettede ViBIS et temaspecifikt, mindre netværk, om inddragelse af pårørende, og det har tiltrukket mange forskellige mennesker.

Det, der gør netværket godt, er at der både er pårørende og professionelle med. Der sker en udveksling af forskellige typer af perspektiver, man ikke nødvendigvis har adgang til på egen hånd.
Projektleder, Annemette Lundmark Jensen.

Til hvert arrangement har netværket derfor haft pårørende og professionelle med som oplægsholdere.

Nye samarbejder

Netværket har allerede ført til nogle spændende samarbejdsaftaler, især i forbindelse med forskningsprojekter. Den store interesse for inddragelse af pårørende i forskning har gjort ViBIS opmærksomme på, at mange forskere mangler netværk og sparring.

Der var blandt andet én, der fandt sin ph.d.-vejleder igennem netværket samt én der har henvendt sig til os for at få sparring på et forskningsprojekt, fordi de gerne vil inddrage pårørende i det. Og så er der nogle aktører i Aalborg, der har gang i et forskningsprojekt, hvor de har valgt, at de vil teste vores værktøjer til inddragelse af pårørende
Annemette Lundmark Jensen.
Forskningsprojekt tester ViBIS' værktøjer

Projektet gennemføres i samarbejde med Center for Klinisk Forskning og Team for kvalitet og patientsikkerhed (Regionshospitalet Nordjylland) samt Sygeplejerskeuddannelsen på UCN (University College Nordjylland). Projektet skal bidrage med ny og evidensbaseret viden om metoder og værktøjer til systematisk inddragelse af pårørende. 

Se værktøjerne her. 

En stor succes, at netværket drives videre

Den 18. maj blev det sidste officielle arrangement om inddragelse af pårørende afholdt – men deltagerne har valgt at drive netværket videre med Rikke Kirsten Juhl som tovholder på det første projekt. Herefter er det meningen, at man skiftes til at stå for et arrangement.

Det ser vi som en kæmpe succes, og det er faktisk helt efter hensigten, at vores netværk bliver selvkørende. Deres ønske om at fortsætte  vidner om, at det er lykkes os at dække et behov. Vores netværk har sået en gejst og skabt en samhørighed, der gør det muligt for dem at hjælpes ad om den virkelig vigtige agenda, som pårørendeinddragelse er.
Annemette Lundmark Jensen

Kontakt

Annemette Lundmark Jensen. Foto: Tea Petersen

Annemette Lundmark Jensen

Projektleder
33 41 47 02

Vær med i netværket

Alle, der interesserer sig for inddragelse af pårørende, er velkomne i netværket.

Kontakt Rikke Kirsten Juhl på riju@regionsjaelland.dk, hvis du vil høre mere om netværkets fremtid.