Tre gode råd til at inddrage pårørende med en anden kulturel baggrund end dansk
Pårørende er en værdifuld ressource i patientens behandling, hvis de inddrages på en meningsfuld måde. Men vi har alle forskellige kulturelle og sociale baggrunde, og det kan derfor være vanskeligt at afgøre, hvordan den enkelte bedst inddrages. Denne artikel giver gode råd til dig, der inddrager pårørende i praksis.
Vi har mødt Salma Ahmad til en snak om hendes oplevelser og erfaring som pårørende. Hendes forældre har været i kontakt med sundhedsvæsenet siden hun var i teenageårene. Her har hun oplevet at skulle udfylde rollen som primær omsorgsperson og tolk for sine forældre, og dermed bindeled mellem to kulturer.
Sammen med Salma Ahmad har vi formuleret tre gode råd, der kan hjælpe dig med at blive bedre til inddrage pårørende med en anden etnisk baggrund end dansk.
Anerkend og adresser, at der kan være kulturelle forskelle
Kultur og religion kan have stor betydning for patienter og dermed også for de valg og fravalg, de træffer i behandlingen. Salma Ahmad har personligt oplevet, at vigtige nuancer blev tabt i overleveringen mellem hendes forældre og de sundhedsprofessionelle.
Hun fortsætter:
Undlader man som sundhedsprofessionel at berøre disse emner, risikerer man at overse forhold, der har stor betydning for et vellykket behandlingsforløb.
Sæt ord på det, som kan være svært
Selvom det kan virke grænseoverskridende, er nysgerrighed og samtale første skridt på vejen til at bryde tabuer ved inddragelse af pårørende med en anden kulturel baggrund end dansk.
Skab rum til de pårørende
Omsorg for involverede pårørende skal betragtes som en del af opgaveløsningen. Selv meget små handlinger kan gøre en stor forskel.
Der kan være meget på spil i relationen mellem patienten og den pårørende. For Salmas vedkommende har den allerede eksisterende rollefordeling i hendes familie haft stor betydning for den rolle, hun følte sig forpligtet til at udfylde som pårørende.
Det kan være komplekst at gennemskue, hvilke forventninger der eksisterer mellem patienten og de pårørende. Salma understreger derfor vigtigheden i at spørge den pårørende separat.
Som reaktion på det store pres Salma Ahmad oplevede som pårørende, udviklede hun stress og angst. Havde de sundhedsprofessionelle haft en større opmærksomhed på hendes trivsel som pårørende, er det muligt, at hendes egne symptomer var blevet opdaget tidligere.
Ligeledes tror hun, at det havde gjort det nemmere at sige fra overfor det alt for store ansvar, hun påtog sig i sine forældres forløb.