Positivt udspil fra KL

Nyhed
none

Kommunernes Landsforening (KL) har offentliggjort et nyt sundhedsudspil. Danske Patienter roser udspillet for at tage fat på de helt centrale udfordringer i sundhedsvæsenet.

Kommunernes Landsforening (KL) har offentliggjort et nyt sundhedsudspil. Danske Patienter roser udspillet for at tage fat på de helt centrale udfordringer i sundhedsvæsenet.

Styrket tværgående samarbejde, ligestilling mellem somatik og psykiatri, bedre lægedækning i yderområder og ensartet kvalitet i hele landet. Sådan lyder nogle af hovedpunkterne i KL’s seneste sundhedsudspil. Danske Patienter ser positivt på flere af udspillets elementer, der er nødvendige skridt på vejen mod et kvalitetsløft af det samlede sundhedsvæsen.

Rammer hovedet på sømmet

Særligt KL’s fokus på, hvordan kommunerne kan styrke samarbejdsrelationen både internt, men også med regionerne og hospitalerne, rammer hovedet på sømmet ifølge Danske Patienters formand Lars Engberg.

Bedre samarbejde mellem kommuner og regioner er en af de helt centrale løftestænger for at styrke kvaliteten for de mange patienter, som har behov for indsatser på tværs. Patienterne skal mødes af et samlet sundhedsvæsen – de hverken skal eller kan forholde sig til, hvilken side af sektorgrænsen de er på, siger Lars Engberg

KL lægger blandt andet op til, at kommunerne skal blive bedre til at samarbejde om patientrettede tilbud – både på det somatiske og det psykiatriske område. På den måde bliver geografien og patientvolumen i den enkelte kommune ikke afgørende for, om patienterne kan få et passende tilbud om for eksempel rehabiliteringsforløb.

Bedre lægedækning og ensartet kvalitet

Et andet positivt forslag fra KL er, at de ønsker at regionerne skal gøre brug af deres mulighed for at placere ydernumre til lægerne i de områder, hvor der nu og i fremtiden vil mangle arbejdskraft. KL skriver blandt andet, at de gerne stiller sundhedshuse til rådighed.

Det er ifølge Danske Patienter et godt og nødvendigt forslag, der vil styrke det nære sundhedsvæsen ved at sikre en bedre tilgængelighed for patienterne.

Danske Patienter er især glade for, at KL italesætter behovet for en ensartet kvalitet i alle landets kommuner. Tal fra blandt andre Den Nationale Sundhedsprofil viser, at sundhedsvæsenet lider af en geografisk ulighed – en ulighed, som KL vil gøre op med. Det skal blandt andet ske ved, at kommunerne fortsat skal deltage i udviklingen af standarder og retningslinjer for at sikre en mere ensartet praksis i kommunerne baseret på bedste viden.

Kvalitet frem for produktivitet

KL lægger desuden op til, at regeringen bør se på, hvordan incitamentsstrukturerne i højere grad kan understøtte et fokus på kvalitet frem for produktivitet.

Det hilser vi som patientorganisation velkommen. Og vi vil i samme åndedræt minde om, at også oplysninger rapporteret af patienter, om deres livskvalitet og funktionsniveau, bør bruges til at styrke kvalitetsudviklingen i sundhedsvæsenet på tværs, siger Lars Engberg

Læs hele KL's sundhedsudspil her.