Psykiatriske patienter får udredningsret

Nyhed
none

Økonomiaftale sætter dato på ret til hurtig udredning for psykiatriske patienter – men de økonomiske rammer er for små.

Økonomiaftalen mellem regeringen og regionerne for 2014 rummer rigtig mange gode intentioner, som man dog ønsker realiseret inden for en meget stram økonomisk ramme. Danske Patienter savner flere konkrete målsætninger, som kan forpligte parterne.

Det er dog rigtig positivt, at man nu sætter en dato for, hvornår patienterne på det psykiatriske område får samme udrednings- og behandlingsrettigheder, som patienterne på det somatiske område.

Vi har i Danske Patienter arbejdet målrettet mod en ligestilling af psykiatrien og somatikken. Derfor er vi glade for, at der er sat datoer for, hvornår de psykisk syge kan tage deres ret til huritg udredning i brug. Vi er dog stærkt i tvivl om, hvorvidt man kan nå i mål med intentionerne på det psykiatriske område inden for de økonomiske rammer, man har lagt sig fast på, understreger formand Lars Engberg fra Danske Patienter og tilføjer:
Der er alene afsat 200 millioner kroner til området, og det har vi før pointeret er for lidt.

Sammenhæng skal være mere end intentioner

Det er godt, at man med økonomiaftalen styrker indsatsen for at skabe sammenhæng mellem regioner, kommuner og almen praksis. Det vil gavne patienternes output af de samlede behandlings- og rehabiliteringsforløb.

Danske Patienter havde dog håbet, at økonomiaftalerne ville rumme flere konkrete og forpligtende mål for netop den indsats, der skal give patienterne større sammenhæng på tværs af sektorerne.

Kliniske retningslinjer på lungeområdet

Økonomiaftalerne lægger op til en styrket indsats i forhold til lungepatienter, hvor man blandt andet vil fokusere på tidligere opsporing af lungesygdomme.

Man vil desuden udarbejde særlige kliniske retningslinjer på lungeområdet. Det er positivt – og i Danske Patienter mener vi, at de organisatoriske øvelser, der ligger i implementeringen af blandt andet kliniske retningslinjer kan skabe en læring i systemet, der også vil kunne gavne andre sygdomsgrupper.

Visitationsretningslinjer er en dårlig ide

Danske Patienter er bekymrede over intentionerne om at indføre flere visitationsretningslinjer, som redskab til prioritering.

Visitationsretningslinjer skaber entydige valg, men et stigende antal patienter i Danmark har komplekse tilstande, som faktisk kræver et individuelt fokus på den enkelte patient, hvis man skal være i stand til at fastlægge den rette behandling.

Man bør i stedet udvikle nationale retningslinjer, som kan understøtte behandlingsbeslutninger, og ikke kriterier, som fastlåser læge og patient i ”one-size-fits-all”-løsninger.

Emne