Ja til data og til datasikkerhed

Debat

Den helt store kunst bliver at sikre tryghed for patienterne, samtidig med at man sikrer udvikling i mulighederne for behandling, skriver Danske Patienters direktør Morten Freil i et debatindlæg om sundhedsdata.

Af Morten Freil, direktør for Danske Patienter

Sundhedsdata gavner patienterne. Derfor er det vigtigt, at vi i Danmark får nogle rammer, som kan sikre indsamling, deling og anvendelse af sundhedsdata. Patienterne skal samtidig kunne føle sig trygge og vide, at dataen ikke havner i de forkerte hænder.

Et enstemmigt Folketing har indgået en politisk aftale om principper for brugen af sundhedsdata. Principperne handler om, hvordan sundhedsdata fremover – på en sikker og moderne måde – for eksempel skal bruges til kvalitetssikring i sundhedsvæsenet og forskning i nye behandlingsformer. Begge dele til gavn for patienterne.

Principperne skaber et grundlag for at sikre god adgang til patienternes data, samtidig med at der skabes tryghed om brugen, så patienterne ved, hvordan deres data bliver brugt – og til hvad.

Tryghed hos patienterne og kvalitet i behandlingen skal gå hånd i hånd – og det stiller krav til høj datasikkerhed, hvor kun relevante aktører har adgang til data. Det er vigtigt, at data altid anvendes på en fuldt etisk forsvarlig måde – uden fejl eller misbrug. Og det er netop det, de syv principper fra Folketingets partier søger at tage højde for.


Dette er et uddrag af et debatindlæg bragt på Altinget.dk. Læs hele indlægget her.