11 organisationer til minister: Medicintilskud skal laves om

Nyhed
piller

Danske Patienter og en række andre organisationer opfordrer sundhedsministeren til at indføre en digital abonnementsordning i medicintilskudssystemet. Det vil hjælpe patienter, der har svært ved at betale for deres medicin.

Stadig flere patienter udskyder eller fravælger helt at købe deres lægeordineret medicin, fordi pengepungen ikke rækker. Derfor er Danske Patienter sammen med 10 andre organisationer, herunder Kræftens Bekæmpelse og Diabetesforeningen, gået sammen om en fælles appel til sundhedsminister Magnus Heunicke.

Organisationerne, der samarbejder under Alliancen mod Social Ulighed i Sundhed, foreslår en indbygget abonnementsordning i medicintilskudssystemet. Ordningen betyder, at den maksimale årlige egenbetaling på 4.272 kroner bliver fordelt på acontobetalinger på 356 kroner om måneden.

Det vil særligt hjælpe patienter, der er økonomisk sårbare, da egenbetalingen på medicin i løbet af et tilskudsår dermed ikke vil svinge i samme grad som med den nuværende ordning. Eksempelvis skal patienter over 18 år selv betale de første 1.010 kroner af regningen i en ny tilskudsperiode, før de begynder at få tilskud. Det betyder, at patienter pludselig skal stå for hele regningen selv, som de dagen før kunne få et væsentligt tilskud til.

Den digitale ordning skal derudover sikre mere fleksibilitet, så alle patienter frit kan vælge mellem landets apoteker og hente den tilskudsberettigede medicin uden yderligere betaling. Det vil erstatte den nuværende henstandsordning, der binder patienterne til ét apotek, medmindre deres medicinudgifter overstiger egenbetalingsloftet.

Danske Patienter mener, at sundhedsministeren hurtigst muligt bør se på en ny ordning for medicintilskud og ser frem til at blive inviteret med på råd, så alle patienter uanset indkomst har råd til at købe den medicin, de har brug for.

Om medicintilskud

Regionerne betaler en væsentlig del af befolkningens udgifter til lægemidler, hvilket sker i form af generelle og individuelle medicintilskud. Tilskud bliver trukket fra prisen på apoteket, så patienten kun betaler sin egen andel af udgiften til lægemidlet.

Jo større udgifter, patienten har til tilskudsberettiget medicin, jo mere får patienten i tilskud inden for en periode på ét år (tilskudsperioden). Tilskudsperioden på et år starter første gang, patienten køber tilskudsberettiget medicin, efter at den forudgående periode er udløbet.

Når der skal tages beslutninger om tilskud til lægemidler lægger Lægemiddelstyrelsen vægt på, hvad der er rationel behandling ud fra et klinisk og et samfundsøkonomisk perspektiv. De enkelte patienters økonomiske situation indgår ikke som grundlag for beslutninger om tilskud.

Kilde: Medicin.dk og Sundhed.dk