Bekymrede forældre: Vores børn kan ikke gennemføre folkeskolen

Nyhed
none

25 procent. Så mange forældre til børn med kronisk sygdom forventer ikke, at deres barn gennemfører folkeskolen. Det viser en rundspørge fra projektet Skole for mig under Danske Patienter.

Mange børn med sygdom har så store udfordringer med at passe deres skole, at forældrene frygter, at de ikke vil bestå folkeskolens afgangseksamen. Det viser en rundspørge, som Skole for mig har foretaget blandt 1.298 forældre til børn med kronisk sygdom.

Her svarer hver fjerde af de forældre, hvis barn går i niende klasse, at de ikke regner med, at deres børn vil klare folkeskolens afgangsprøve. Det er markant flere end blandt den øvrige befolkning, hvor tallet blot er seks procent. 

Vi taler om børn, som er velfungerende, dygtige og helt normale på alle måder. De har bare en sygdom, der fører til, at de får fravær i skolen, og det giver dem et alvorligt handicap i forhold til at klare folkeskolen. Man kan forvente, at de får det svært, men det er ikke i orden, at de bliver ramt så hårdt, siger projektleder Charlotte Bredahl Jacobsen fra Skole for mig.

Fravær giver lavere karakterer

Det er især hyppigt fravær, der er årsagen til børnenes udfordringer. I rundspørgen har børnene i gennemsnit 21 fraværsdage i løbet af seks måneder – det er dobbelt så mange dage, som landsgennemsnittet på et helt år.

Det resulterer i, at børnene går glip af vigtig undervisning. Forældrene fortæller i rundspørgen, at deres barn har faglige huller som en direkte konsekvens af sygdom og fravær. Det har stor betydning for, hvordan børnenes karaktergennemsnit bliver, viser beregninger fra Undervisningsministeriet.

Sammenhængen mellem karakterer og fravær er så klar, at man er nødt til at skride ind med det samme, der er mulighed for det. For mange børn og deres forældre oplever, at der går for længe, inden skolen skrider ind og tilbyder hjælp – hvis de overhovedet tilbyder noget, siger Charlotte Bredahl Jacobsen.

Får ikke en ungdomsuddannelse

Forældrenes frygt for, at deres barn ikke kan gennemføre folkeskolen, er ikke ubegrundet. Det har store konsekvenser for børnene, hvis deres sygdom forhindrer dem i at klare sig godt i folkeskolen. De risikerer at blive koblet helt af uddannelsessystemet og at ende uden uddannelse.

Ifølge beregninger fra Undervisningsministeriet vil kun 69 procent af elever med et fravær på over 10 procent fortsætte på en ungdomsuddannelse. For elever med lavt fravær er tallet 90 procent.

Sygdom må aldrig stå i vejen for, at et barn får en uddannelse og dermed en mulighed for et godt selvstændigt liv som voksen – med eller uden sygdom. Det er alt for mange børn, man har svigtet, hvis så mange børn med langvarig sygdom ender med ikke at få en fuld afgangsprøve fra folkeskolen, siger Charlotte Bredahl Jacobsen.

Læs hele rundspørgen her.