Folketinget skal hjælpe Lisbeth, Poul og Astrid

Lisbeth er 58 år. Hun har diabetes og sclerose – og så er der også noget med, at højre arm driller. Måske er det gigt. Lisbeth har brug for at se sin egen læge, hun går til genoptræning i kommunen – og hun skal også jævnligt besøge speciallægerne i ambulatoriet. Men hun er heldig, for hun bliver behandlet for sclerose og diabetes på det samme hospital. Ikke på den samme afdeling, selvfølgelig (træerne vokser ikke ind i himlen) – men på det samme hospital. Desværre stopper Lisbeths held her.

For vores sundhedsvæsen er ikke gearet til at behandle patienter, der har behov, der går på tværs af kasserne – på tværs af det regionale og det kommunale sundhedsvæsen, på tværs af afdelinger og specialer. Og det ved vi alle sammen godt. Også det danske Folketing. Vi har talt om det i mere end 30 år.

► Læs også: Patienter kommer i klemme mellem kommuner og regioner

For patienterne er det vigtigt, at dét bliver en af de større ting, som Borgens politikere kommer til at arbejde intensivt med i det kommende år. Der er brug for et samlet sundhedsvæsen, der ser på patientens behandlingsforløb som et hele.

Der er brug for fælles ledelse og fælles finansiering mellem sektorerne, så vi får fjernet barriererne for samarbejde og incitamenterne til at fralægge sig ansvar i patienternes forløb. Og så har vi brug for hurtigt at lande en ny aftale mellem regionerne og de praktiserende læger, så vi kan få en moderne almen praksis, der er en integreret del af det samlede sundhedsvæsen. Det dur ikke at vente.

Mens vi venter på en ny aftale, er patienterne fanget i et håbløst forældet system, der ikke skaber den kvalitet i behandlingen, vi alle finder strengt nødvendig.

Lisbeth er ikke alene

Vi kommer langt med større sammenhæng i Lisbeths forløb, men vi skal huske, at Lisbeth ikke er alene. Lisbeth er gift med Poul – og han er ked af det. Faktisk er han så ked af det, at hans læge mistænker ham for at være på vej til at udvikle en depression.

Han skal nemlig køre Lisbeth på hospitalet, støtte hende, når hun er ked af det, sørge for det praktiske i hjemmet, passe børnebørnene – Astrid og Felix, og så er han dybt frustreret over, at han ingeting ved, at ingen spørger ham, hvordan det går, og at der tilsyneladende ingen hjælp er at hente.

► Læs også: Pressede pårørende er overladt til sig selv

Vi har brug for, at politikerne sikrer nogle mere forpligtende retningslinjer for inddragelse af – og støtte til – pårørende, så de pårørende ikke selv ender som patienter, men også så de kan støtte patienten i behandlingsforløbet på den bedst mulige måde. Et større fokus på Pouls behov for inddragelse og støtte vil også give ham overskud til at hjælpe Astrid. Hans barnebarn på otte år.

Astrid har krav på hjælp – men får det ikke

Astrid har astma i svær grad, og det betyder, at hun i perioder er meget væk fra skole. Hun kommer bagud i timerne, og det påvirker hende også socialt. Hun er ellers en klog pige, men hun får desværre ikke den sygeundervisning og den supplerende undervisning, hun ellers har krav på ifølge lovgivningen.

Det er et problem, som Folketinget er opmærksomt på, og undervisningsministeren har meldt ud, at der skal gøres noget ved problemet. Vi regner derfor med, at det er en af de ting, Folketinget vil gå videre med og sikre en løsning på i det kommende år.

► Læs også: Syge skolebørn må kigge langt efter sygeundervisning

Med ordentlige forhold for Lisbeth, Poul og lille Astrid er vi langt. Der er stadigt mange dagsordner at tage fat på, men vi bliver nødt til at begynde et sted. Så lad os begynde her.

Følg debatten på Altinget.dk

Altinget Sundhed bringer en stribe debatindlæg om sundhedsaktørernes ønsker til Folketinget. 

Følg debatten her (kræver muligvis login til Altinget.dk).