Multisygdom og social ulighed

Nyhed
none

For multisyge patienter med kort eller ingen uddannelse kan mødet med sundhedsvæsenet virke uoverskueligt. Danske Patienter viser deres historier gennem patientvideoer på konference om ulighed.

Med midler fra Sundhedsstyrelsens ulighedspulje har Danske Patienter sammen med Center for Forskning og Kvalitet i Region Midtjylland undersøgt, hvordan mennesker med multisygdom oplever mødet med det behandlende sundhedsvæsen. Resultaterne bliver præsenteret på en stor national konference om ulighed, der er arrangeret af Sundhedsstyrelsen.

Når sundhedsvæsenet virker uoverskueligt

Multisygdom er en betegnelse der bruges om patienter, som har to eller flere langvarige sygdomme. Multisyge har kortere levetid, flere depressioner, er mere trætte og har flere smerter. Samtidig skal de holde styr på mange forskellige behandlinger, kontroller, medicin og andet – i et sundhedsvæsen, der er lavet til at holde fokus på én sygdom ad gangen. Det er besværligt for alle, men for mennesker med ingen eller kort uddannelse kan det sommetider virke umuligt.

Danske Patienter har fokus på social ulighed i sundhed, og projektet er en del af dette fokus. Med projektet håber Danske Patienter at kunne komme med forslag til, hvor sundhedsvæsenet kan blive bedre til at tage sig af denne særligt udsatte gruppe – multisyge med kort eller ingen uddannelse. De tre projektledere er ved at lægge sidste hånd på analysen, der skal munde ud i to forskningsartikler.

Patientvideoer bliver præsenteret på stor konference

Som en del af projektet er der også blevet produceret ’patient voices’ – små videoer, hvor patienterne selv fortæller deres historie med en vinkling, de selv har valgt. Disse videoer bliver nu præsenteret på en national konference om ulighed i sundhedsvæsenet, sammen med en række øvrige projekter, der også er financieret af Sundhedsstyrelsens ulighedspulje.