Ny undersøgelse: Hver anden foretrækker hurtig tid frem for fast læge

Pressemeddelelse
Ventetid hos lægen

Ny undersøgelse viser, at borgerne har meget forskellige behov og ønsker til deres praktiserende læge. Vi bør gentænke organiseringen til gavn for både borgere og læger, mener Danske Patienter.

Foretrækker du den samme læge hver gang, eller er det vigtigere for dig at få en hurtig tid? Dét spørgsmål deler danskerne i to i en ny undersøgelse fra Danske Patienter. Resultaterne understreger, at der er behov for at tænke helt nyt for almen praksis i fremtiden.

Vi er nødt til at gøre op med ideen om one-size-fits-all. Det nuværende set-up matcher hverken borgernes behov eller fremtidens lægers ønsker. Lad os nu tænke nyt.
- Klaus Lunding, formand for Danske Patienter.

Undersøgelsen er gennemført af Voxmeter, som har spurgt over 1.000 repræsentativt udvalgte borgere om deres ønsker til almen praksis og oplevelser med tilgængelighed. Den viser blandt andet, at størstedelen af de adspurgte foretrækker at få en hurtig tid hos en vilkårlig læge, hvis de skal vælge mellem dét eller at komme til hos den samme læge hver gang.


Dækker ikke patienternes behov

Hvad der er vigtigst, afhænger dog af den enkeltes situation. For mennesker med langvarig sygdom er der et større behov for at se den samme læge hver gang – og jo flere årlige konsultationer man har, jo vigtigere er det.

Når man har en kronisk sygdom, betyder det rigtig meget, at lægen kender ens situation og historik, så man ikke skal starte forfra hver gang.
- Klaus Lunding.

Det er dog langt fra alle, der lige nu får deres ønske om at komme til hos den samme læge opfyldt. Kun 77 procent af dem, der finder det vigtigt at komme til hos samme læge hver gang, oplever at det sker i praksis. Samtidig viser undersøgelsen, at knap hver femte af dem, der har et ønske om at kunne komme til lægen med mere end én problemstilling ad gangen, ikke kan få lov til det.

Det er virkelig bekymrende, at så mange reelt ikke får den hjælp, de har brug for, når de kommer til lægen. Det kan i værste konsekvens betyde, at noget alvorligt bliver overset.
- Klaus Lunding.


Flere modeller giver nye muligheder

Ifølge Danske Patienter kan en nytænkning af almen praksis, hvor man supplerer de traditionelle klinikker med permanente regionsklinikker, sundhedshuse, licensklinikker og lignende, ikke blot dække befolkningens behov bredere. Det kan også gøre det mere attraktivt for de yngre læger, som ifølge undersøgelser fravælger at blive praktiserende læge, fordi de ikke ønsker at investere i deres egen praksis og være låst til det samme sted hele deres karriere

Med nye organiseringsformer kan man gøre almen medicin mere attraktivt for flere læger, og på den måde kan det være med til at løse de nuværende udfordringer med lægemangel, som i dag presser lægerne på tid og giver patienterne en dårligere kvalitet.
- Klaus Lunding.

Det kan samtidig frigøre ressourcer til de mennesker med kronisk sygdom, der ønsker en fast læge, hvis der er flere alternativer, hvor andre borgere kan få deres vigtigste behov om hurtig tilgængelighed opfyldt.

Hvis vi kan skabe flere forskellige tilbud, kan flere borgere få deres vigtigste behov opfyldt – hvad end det er en fast læge hver gang eller en hurtig tid. Det kan også lette presset hos lægerne og give dem bedre tid til dialog med deres patienter, og på den måde er det win-win-win for den kronisk syge patient, for borgere med forbigående sygdom og for lægen.
- Klaus Lunding.
Anbefalinger fra Danske Patienter

På baggrund af undersøgelsen foreslår Danske Patienter:

  • At regeringen igangsætter en faktabaseret og bred dialog med eksperter, brugerorganisationer mv. om fremtidens almen praksis. Der mangler i dag viden om fordele og ulemper ved de eksisterende såvel som nye kliniktilbud på forsøgsbasis.
     
  • Arbejdet skal føre frem til anbefalinger om, hvordan både de traditionelle klinikker, regionsklinikker, licensklinikker og øvrige tilbud kan skabe den nødvendige kontinuitet, kvalitet og tilgængelighed, som borgerne efterspørger.
     
  • At man skaber bedre muligheder for at gøre nye klinikformer som regionsklinikker permanente og gør det muligt for patienter selv at kunne vælge dem til.
     
  • At adgangen til lægerne bliver mere fleksibel – både i forhold til digitale konsultationer og udvidede åbningstider, der passer med borgernes liv i øvrigt.

Kontakt

Rikke Skovgaard. Foto: Tea Petersen

Rikke Skovgaard

Kommunikationschef
31 18 93 42

Det viser undersøgelsen:

  • Flertallet ønsker at komme til den samme læge hver gang - men størstedelen prioriterer at få en hurtig tid hos lægen, når de skal vælge mellem de to.
     
  • Mennesker med langvarig sygdom har i højere grad end resten af befolkningen et ønske om at se den samme læge hver gang.
     
  • Det er et udbredt ønske at komme til lægen med flere problemstillinger - men en betydelig andel af borgerne har begrænset mulighed.
     
  • Mere end hver tredje vil gerne kunne komme til lægen uden for almindelig arbejdstid.
     
  • Hver anden dansker vil have mulighed for digitale konsultationer - og interessen går på tværs ad aldersgrupper.

Læs undersøgelsen