Sygdom udelukker børn fra fællesskabet

Nyhed
none

Ny rapport viser, at næsten halvdelen af børn med kronisk eller langvarig sygdom føler sig hæmmet i hverdagen – og det udelukker dem fra fællesskabet.

Børn og unge, der lider af sygdom og handicap, føler sig ofte hæmmet i hverdagen, viser ny rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd. Det har store konsekvenser for børnene, der er i risiko for at blive udelukket fra fællesskabet.

Det kan være svært at deltage på lige fod med ens jævnaldrene, når man er ramt af en sygdom eller handicap. Faktisk føler op mod halvdelen af børnene sig dagligt begrænset af deres sygdom. Det fremgår af en ny rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI), der sætter fokus på danske børn og unges trivsel.

Det er alarmerende, at næsten halvdelen af de børn, der lider af en langvarig sygdom, på daglig basis føler sig begrænset af deres sygdom. Det vidner om, at der er behov for indsatser i blandt andet skolen, der sikrer børnene en mere normal hverdag, siger projektleder for Skole for mig, Charlotte Bredahl Jacobsen.

Af rapporten fremgår det også, at den manglende mulighed for at udfolde sig i hverdagen truer børnenes udvikling. Det gælder deres kropslige udvikling, men også den sociale og psykiske udvikling. Hvis børnene skal udvikle sig optimalt – socialt, kropsligt og intellektuelt – skal der fokus på, hvordan man kan give dem samme udfoldelsesmuligheder som deres raske klassekammerater.

Ikke en del af fællesskabet

I skolen har mange af børnene desuden et højt fravær som følge af deres sygdom, og det gør det svært at være en del af fællesskabet med de andre kammerater. Det er et alvorligt problem, som Skole for mig er opmærksomme på.

Børnene tilbringer ofte en stor del af deres liv med skiftevis at gå i skole og være fraværende. Det kan få dem til at føle sig anderledes, og gør det også svært at fastholde og skabe venskaber i skolen. Det er derfor nødvendigt at sætte fokus på, hvordan børnene kan hjælpes, så de får mulighed for at være en større del af klassens sociale liv, forklarer projektleder for Skole for mig, Charlotte Bredahl Jacobsen.

Skole for mig har blandt andet lavet en guide med anbefalinger til, hvordan man hjælper barnet til bedre social trivsel på trods af fraværet.

Læs hele rapporten her.

FAKTA

The referenced media source is missing and needs to be re-embedded.

Rapporten følger omkring 7.700 børn på 3, 7, 11, 15 og 19 år i spørgsmål, der handler om deres fysiske og mentale trivsel og velfæld.

Rapporten indeholder blandt andet beskrivelser af børnenes skoleglæde, sygdom, forholdet til venner og livstilfredshed generelt.

Find rapporten her.