Nu kan patienter rapportere fejl

Nyhed
none

Patienter og pårørende kan nu rapportere fejl og utilsigtede hændelser i sundhedsvæsenet. Det vil forbedre patientsikkerheden.

Fra 1. september 2011 kan patienter og pårørende rapportere, hvis de oplever utilsigtede hændelser i sundhedsvæsenet. Formålet er at forbedre patientsikkerheden.

Mange mennesker er igennem deres liv i kontakt med sundhedsvæsenet flere gange. Desværre sker der nogle gange fejl. Det vil sundhedsvæsenet gerne lære af. Derfor er det nu blevet muligt for patienter og deres pårørende at rapportere utilsigtede hændelser til Dansk Patient Sikkerhedsdatabase.

Som patient eller pårørende kan man både rapportere om fejl, der sker på sygehuset, på plejehjemmet, i hjemmeplejen, hos lægen eller andre steder i sundhedsvæsenet.

Formålet med at indsamle oplysninger om de utilsigtede hændelser er at undgå, at de samme hændelser sker igen. Hvis du som patient har været ude for en utilsigtet hændelse i sundhedsvæsenet og rapporterer hændelsen, kan du være med til at sikre, at andre patienter ikke kommer ud for det samme som dig.

Sådan rapporterer du en utilsigtet hændelse 

Du kan rapportere en utilsigtet hændelse i Dansk Patient Sikkerhedsdatabase. Du kan både rapportere oplysningerne over nettet eller udskrive et skema, som du kan udfylde manuelt.

Når man rapporterer en utilsigtet hændelse, bliver oplysningerne sendt videre til en sagsbehandler. Sagsbehandleren behandler oplysningerne og gennemgår dem med en lokal ledelse for at undgå, at lignende fejl sker i fremtiden. Efter sagsbehandlingen bliver sagen lukket. Den patient, der har indrapporteret hændelsen, bliver gjort anonym.

At rapportere en utilsigtet hændelse er ikke det samme som at indgive en patientklage. Det kan man i stedet gøre hos Patientombuddet.

Denne nyhed er skrevet af Gigtforeningen.