Bekymrende tone afsporer vigtig debat om tilsyn

Nyhed

Danske Patienter er bekymrede over tonen i debat om tilsyn. Det skaber splittelse mellem læger, patienter og myndigheder – og fjerner fokus fra det vigtigste: Hvordan vi får et godt, effektivt tilsyn.

Debatten om sundhedsmyndighedernes tilsyn raser, efter at Styrelsen for Patientsikkerhed med nye beføjelser kan føre en strammere kontrol med lægernes arbejde. Nu er tonen ifølge Danske Patienter blevet så hård, at det er direkte problematisk.

Vi er alvorligt bekymrede for, at denne her debat går i selvsving. Vi har en appel til, at alle parter nu besinder sig og lader kritikken køre gennem de repræsentative kanaler, siger Camilla Hersom, formand for Danske Patienter.

Vigtig debat bliver afsporet

Danske Patienter mener at det er godt at have en debat om tilsynet, men tonen i diverse offentlige breve og underskriftindsamlinger på blandt andet Facebook risikerer at fjerne fokus fra det, som bør være det vigtigste for både læger, patienter og myndigheder – nemlig hvordan vi får et godt og effektivt tilsyn, der højner patientsikkerheden.

Det er en meget vigtig debat, der er blevet rejst, som har afdækket nogle problemer, vi er nødt til at se på. Hvis tilsynet skal fungere, er der blandt andet nogle dokumentationskrav, som er nødvendige, men selvfølgelig skal det også fungere for lægerne i virkeligheden, siger Camilla Hersom.

Minister har rakt hånden frem

Allerede ved den første kritik af det nye, stramme tilsyn, har sundhedsministeren inviteret blandt andre Lægeforeningen og Danske Patienter til dialog. Det ærger Danske Patienter, at ministerens fremstrakte hånd bliver kvitteret med mistillid.

For at have tillid mellem parterne må man også have en respektfuld omgangstone. Vi frygter, at tonen hæver konfliktniveauet i stedet for at sænke det, så situationen bliver unødigt tilspidset. Det kan vi ikke være tjent med – ingen af os, siger Camilla Hersom og slutter: Både læger, patienter og ansvarlige politikere er jo interesserede i, at vi har et sundhedsvæsen med så høj grad af patientsikkerhed som muligt, og hvor lægerne selvfølgelig kan fungere i hverdagen og gå på arbejde uden at frygte at blive politianmeldt.

Læs mere om sagen i Dagens Medicin her.

Læge- og patientforeninger til utilfredse læger: Hård retorik kan skade processen

laege_afvisende.jpg

Lægeforeningen, Yngre Læger og Overlægeforeningen er enige med Danske Patienter i, at utilfredse læger skal skrue ned for retorikken. Vedvarende pres kan gøre ministeren mindre lydhør, advarer de.

Læs hele artiklen i Dagens Medicin (kræver login)

Patienterne bør være kernen i dialog om patientsikkerhed

Den 31. januar offentliggjorde sundhedsminister Ellen Trane Nørby otte konkrete tiltag, som skal øge lægers og sygeplejerskers tillid til arbejdet med tilsyn og patientsikkerhed i sundhedsvæsenet.

Danske Patienter mener, at det er gode initiativer, som skal fremme læring i sundhedsvæsenet.

Læs mere her.