Flere læger indberetter deres kolleger

Nyhed
none

Styrelsen for Patientsikkerhed får i stigende grad klager fra læger, der indberetter deres kolleger. Det er udtryk for en åben læringskultur – og dermed godt for patienterne – mener Danske Patienter.

Læger dækker ikke over hinanden, når der begås fejl. Stadig flere læger slår alarm til myndighederne for at bremse fagligt inkompetente kolleger, der er til fare for patienterne, skriver Berlingske.

Danske Patienters direktør Morten Freil kalder den nye kurs en god tendens:

Der er opstået en mere åben sikkerhedskultur, og myndighederne griber nu i højere grad ind mod de få brådne kar. Det er godt for patienterne – de kan ikke være tjent med, at der er læger, som ikke kan deres fag, siger Morten Freil til Berlingske.

Kan ødelægge hele hospitalets ry

Styrelsen for Patientsikkerhed får nu månedligt én eller flere indberetninger fra kolleger, faglige selskaber eller afdelings- og hospitalsledelser, der retter henvendelse om læger, som ikke behandler patienterne korrekt.

Ifølge enhedschef Anette Lykke Petri er den nye type indberetninger et udtryk for, at man har fået øjnene op for, at det ikke er godt for nogen, at man ser gennem fingrene med disse sager.

Først og fremmest kan det være til stor skade for patienterne, men det kan også give hele hospitalet eller hele specialet ridser i lakken, når sagerne alligevel kommer frem, udtaler hun til Berlingske.

Lægeforeningen: Godt med åbenhed

Lægeforeningens etiske udvalg er i øjeblikket i gang med at udarbejde en vejledning med råd til medlemmerne om, hvordan de skal agere, og hvordan og til hvem de skal henvende sig, hvis de har kolleger, som de finder fagligt inkompetente.

Det er også i lægernes interesse, at der er åbenhed, og at man får gjort op med opfattelsen af, at der eksisterer et hvidt broderskab. Det ønsker vi ikke mere, siger formand for etisk udvalg i Lægeforeningen Lise Møller til Berlingske.

Læs hele artiklen i Berlingske her.

Behandlingsfejl koster liv

none

Tusindvis af patienter rammes af så alvorlige fejl og utilsigtede hændelser under deres behandling i sundhedsvæsenet, at de får skader, som ender med at koste dem livet. 

Ifølge Danske Patienter skal man blive bedre til at systematisere indberetninger om fejl, og finde ud af, hvad det er, der går galt, så der kan sættes ind med målrettede indsatser.

Læs mere her.