Kommunerne skal have styrket deres sundhedstilbud

Af Camilla Hersom, formand for Danske Patienter, og Lisbeth Lintz, formand for Overlægeforeningen. Bragt på www.fyens.dk 

Regeringen ønsker med sin sundhedsreform at lægge flere sundhedsopgaver ud i kommunerne. Men der er alt for store forskelle på kvaliteten i det nære sundhedsvæsen, som det er i dag. Det er oplevelsen hos både overlægerne på hospitalerne og blandt patienterne i patientforeningerne.

En række opgaver er i dag flyttet fra hospitalssektoren til det nære sundhedsvæsen i kommunerne, og hvis man skal følge rygterne om den bebudede sundhedsreform, skal flere opgaver tage samme tur.

Og det giver da også god mening, at nogle sundhedsydelser kan løses i det nære sundhedsvæsen. Men nærhed må ikke blive et isoleret mål i sig selv. Det afgørende er, at patienter bliver mødt af de rigtige kompetencer og relevante tilbud uanset, om behandlingen sker på et hospital, i et kommunalt tilbud eller i hjemmet.

► Læs også: Lad ikke kommunerne overtage ansvaret for gratis fysioterapi

Det kræver samarbejde og fælles faglige retningslinjer, så patientens postnummer ikke er afgørende for kvaliteten af det samlede forløb.

Desværre er der allerede i dag for stor forskel på kommunernes sundhedstilbud. Mere end syv ud af 10 overlæger oplever, at der er kommuner, der ikke har de sundhedstilbud, som patienterne har brug for. Og næsten seks ud af 10 overlæger peger på, at de oplever indlæggelser eller genindlæggelser, der kunne have været undgået, hvis de kommunale sundhedstilbud var bedre.

Der er derfor behov for retningslinjer, som sikrer forpligtelser og anvisninger og et højt fagligt niveau gennem hele patientens forløb. Det er ikke rimeligt eller rationelt, at patienter får tilbudt glimrende opfølgning og behandling i det nære sundhedsvæsen i én kommune, mens den selvsamme type patienter er overladt til sig selv i en anden kommune.

Når et hospital for eksempel udskriver patienter efter operation eller alvorlig sygdom, sker det ofte med en genoptræningsplan, som det er afgørende, at patienten følger. Dels for hurtigere at blive rask. Og – i nogle tilfælde – dels for at kunne holde til den videre behandling, der skal gives på sygehusene. Det kan være operation, kemoterapi eller andet. Behovet er stort set det samme uanset, hvor i landet man bor. Men tilbuddene er desværre forskellige. Nogle kommuner griber patienterne med det samme og følger op på de planer og anbefalinger, der kommer fra sygehuset. Andre steder sker der ikke så meget.

► Læs også: Pårørende presses til at overtage plejeopgaver

Faglige retningslinjer udviklet på baggrund af evidens ville kunne imødekomme dette. Retningslinjer, der vel og mærke skal gælde for det samlede behandlingsforløb. Det er ikke tilstrækkeligt at have retningslinjer for en operation, hvis den så ikke bliver fulgt op af den relevante og nødvendige genoptræning.

Ligesom der stilles krav til regionerne om ensartet høj kvalitet, skal kommunerne forpligtes på at levere høj kvalitet inden for fagligt fastlagte tidsrammer. Det kræver et opgør med det kommunale selvstyre på sundhedsområdet. Nationale kliniske retningslinjer skal gælde både for sygehusene og for kommunerne, og begge parter skal kunne dokumentere, at de følger retningslinjerne.

Det glæder os, at KL har åbnet op for, at kvalitetsstandarder er vejen frem til at sikre sammenhæng i det nære sundhedsvæsen. Men med den stigende sundhedsopgave i kommunerne er det afgørende, at der også følger ressourcer med, ligesom der er behov for at styrke samarbejdet, så kommunerne kan trække på den specialiserede viden på hospitalerne. Hvis ikke dette sker, risikerer vi, at den bebudede sundhedsreform ikke vil virke.