Lavine af sygehuskritik udløst

Nyhed
none

Berlingske har lagt spalteplads til omfattende diskussion om kvaliteten på danske sygehuse.

En kronik i Berlingske, skrevet af læge Ole Asbjørn, skabte i sidste uge røre i medierne. Kronikken ”Når lægen selv bliver syg” beretter om den ene fejl efter den anden i løbet af Ole Asbjørns næsten otte uger lange indlæggelsesforløb på tre af Region Hovedstadens sygehuse. Fejl han kun slap heldigt fra, fordi han selv er læge.

Ole Asbjørn fremlægger sine egne observationer, og kritikken er rettet mod de ansvarlige politikere og selve systemet, som han mener, er »på vej ind i en eller anden slags dødsspiral.« Sygehuspersonalet er ikke målet for kritikken. Tværtimod har Ole Asbjørn kun sympati for denne stressede og trætte gruppe mennesker. 

Formand for Danske Regioner uenig i kritik

Bent Hansen, formand for Danske Regioner, er vred over kritikken, og kalder den i Berlingskes forsidehistorie 6. januar »hysterisk og en presse-kampagne iværksat af Berlingske i samarbejde med Lars Løkke.«

Politikerne og sygehusenes skyld

Den 5. januar svarer Dagens Leder i Berlingske ligeledes igen på Ole Asbjørns kritik. Det bærende argument i lederen er, at Ole Asbjørn ikke har belæg for at skyde skylden på politikerne. Skribenten mener derimod, at det er personalet, der er skyld i fejlene, fordi de ansatte på sygehusene prioriterer personalet frem for patienterne. Morten Freil fra Danske Patienter er uenig.

Politikerne og sygehusenes ledelser er de ansvarlige. Der er ikke fra politisk hold skabt en kultur eller strukturer, der giver et sammenhængende behandlingsforløb. Lad mig pege på de manglende digitale patientjournaler. Det nærmer sig en skandale, at de endnu ikke findes, udtaler direktør Morten Freil til Berlingske. 

Sundhedsvæsenet kan lære af Norge

Morten Freil peger på endnu et eksempel på manglende sammenhæng i patientbehandlingen, hvor Norge derimod har et velfungerende system. Dér får patienten ved ankomsten til sygehuset tilknyttet en person, der har ansvaret for patienten – gennem hele forløbet.

Systemet i Norge fungerer fint, men i Danmark har vi for hver afdeling blot en kontaktperson, og når patienten flytter afdeling eller hospital, får han/hun en ny kontaktperson. Vi har oplevet, at en patient kan have op til seks kontaktpersoner. Det fungerer simpelthen ikke, siger Morten Freil til Berlingske.

Sygehuspersonalet ikke ansvarlig for fejlene

Ydermere mener Morten Freil, at det både er politikerne og sygehusenes ledelser, der har ansvaret for denne tilstand, og han afviser, at det faglige personale har ansvaret. I Berlingske udtaler gruppeformand for Socialdemokraterne i Region Hovedstaden Laila Lindèn, at systemet er »hamrende svagt« til at håndtere overgange, når patienten flyttes, men at det ikke er politikernes ansvar.

Man kan ikke fuldkommen frikende personalet, men vi mener, at de fleste patienter er tilfredse med personalet. Det er de bagvedliggende strukturer, som politikerne og ledelserne er ansvarlige for, der svigter, siger Morten Freil til Berlingske.

Forløbet

Læs kommentaren i Berlingske fra den 15. november 2011, der fik lægen Ole Asbjørn til at skrive sin kronik.

Læs Ole Asbjørns kronik i Berlingske fra den 4. januar.

Læs Berlingskes artikel fra den 5. januar, hvor blandt andet Region Hovedstaden svarer igen på kritikken.

Læs Dagens Leder i Berlinske fra den 5. januar, der kritiserer Ole Asbjørns kritiske kronik.

Læs Berlingskes forsidehistorie fra den 6. januar, hvor Bent Hansen fra Danske Regioner og Morten Freil fra Danske Patienter diskuterer rimeligheden af hele sygehuskritikken.