Overbelægning koster liv

Nyhed
none

Ny undersøgelse viser, at der er en sammenhæng mellem overbelægning og død på medicinske afdelinger. Undersøgelsen er ifølge Danske Patienter en øjenåbner.

Overbelægning sætter patientsikkerheden over styr. Det bekræfter en ny undersøgelse, der viser, at der dør flere patienter på afdelinger med overbelægning. Danske Patienter kalder resultatet for skræmmende.

Når der er en høj grad af overbelægning på en hospitalsafdeling, er der ni procent flere, der dør, end når belægningen er lav. Det viser en ny dansk undersøgelse, som speciallæge Flemming Madsen står bag.

Undersøgelsen er udarbejdet på baggrund af 2,6 millioner indlæggelser på medicinske afdelinger i perioden 1995-2012.

Undersøgelsen er en øjenåbner

Danske Patienter har længe påpeget, at overbelægning går ud over patientsikkerheden og har også tidligere offentligjort en analyse, der viser sammenhængen mellem overbelægning og fejl. Alligevel er den nye undersøgelse en øjenåbner.

Det er skræmmende, men det er egentlig ikke så underligt, for når der er en belægning på 120 procent, så skal personalet nå 20 procent mere. Det resulterer i flere fejl, nogle af dem er dødelige, siger formand for Danske Patienter, Lars Engberg, til Dagbladet Information.

Pas på med at nedlægge sengepladser

I en tid, hvor der bliver nedlagt flere sengepladser end regeringens eget ekspertudvalg har anbefalet, er undersøgelsens resultat endnu mere foruroligende.

Det her bør føre til et stop for nedlæggelse af sengepladser, siger Lars Engberg til Dagbladet Information.

En fremskrivning, som Mandag Morgen har offentliggjort, viser nemlig, at antallet af sengepladser i 2020 vil være reduceret med 30 procent – og det tempo er ifølge Danske Patienter alt for højt.

Man har været alt for hurtig til at fjerne pladser, og overbelægning er i dag normen mange steder. Det er jo efterhånden sjældent, at der er en belægning på 95-100 procent på en medicinsk afdeling, slutter Lars Engberg.