Patientinddragelse sikrer bedre brug af ressourcer

Nyhed
none

Større sammenhæng og bedre brug af ressourcer er de største potentialer for brugerinddragelse. Det vurderede flertal blandt 450 gæster til national konference. Sektorgrænser er dog en barriere.

Se billeder fra konferencen i bunden af artiklen.

Patientinddragelse kan være med til at løse store udfordringer i sundhedsvæsenet, der i fremtiden skal behandle flere og flere patienter med mere komplekse sygdomsforløb – under stramme budgetter.

Det var der bred enighed om, da Danske Patienter, ViBIS, KL, Danske Regioner og Sundhedsstyrelsen holdt den fjerde nationale konference om brugerinddragelse i torsdags.

Konferencen kredsede om fire temaer – ulighed, sammenhæng, styring og ressourcer – og i plenumafstemninger vurderede et stort flertal, at brugerinddragelse især har potentiale til at skabe større sammenhæng i patientforløb og sikre en bedre brug af ressourcer.

”Vi bruger ressourcerne bedre”

Nogle af dem, der har mærket en optimering af ressourcerne med patientinddragelse, er Linda Madsen og Camilla Juhl Rasmussen, som deltog på konferencen. Til dagligt arbejder de som sygeplejersker på øjenafdelingen på Aalborg Universitetshospital, hvor de udgør Patientens Team – en særlig indsats, der kører på tredje år.

Indsatsen betyder, at de kender den enkelte patients livssituation og behov, fordi det altid er dem, der tager imod patienterne, ligesom de fungerer som patientens faste kontaktperson på afdelingen.

Mange af de opkald, der tidligere gik direkte til lægen, går nu til os i stedet. Nu får lægen kun 30 procent af opkaldene. Det er bedre udnyttelse af ressourcerne på afdelingen, for lægerne er underbemandede, siger Linda Madsen med henvisning til, at der generelt er stor mangel på øjenlæger.

For patienterne har det også gjort en positiv forskel, at de har en stærkere relation til det faste personale, som desuden står for at koordinere deres forløb på tværs af afdelinger.

Der er ingen tvivl om, at det har gjort en kæmpe forskel for patienterne. De føler sig set og hørt, og vi kan mærke, at de er mere tilfredse nu end tidligere, siger Camilla Juhl Rasmussen.

Sektorgrænser er en udfordring

Selvom potentialet er stort, så kan systemet og sektorgrænserne spænde ben. Den barriere blev nævnt flere gange i løbet af konferencen, og på Bornholms Udviklingshospital, som også var repræsenteret på konferencen, genkender man problematikken.

Hospitalet har de seneste tre år fungeret som udviklingshospital, og det har givet friere rammer til blandt andet at udvikle brugerinddragende tiltag. Men kommunen og de praktiserende læger på øen har ikke haft den samme frihed. Det har udfordret samarbejdet på tværs.

Hvis vi udvikler tiltag – for eksempel, at patienterne kan behandles i hjemmet – så sparer vi penge på hospitalet, mens kommunen får en regning. Og når kommunen så ikke længere kan følge med, så ryger patienterne ind på hospitalet igen, hvor de måske er mere behandlingskrævende end før. På den måde risikerer man at blive kvalt i sin egen succes, fordi man ikke kan samarbejde om, hvad der er bedst for patienterne, siger ledelseskonsulent Pia Sonne Jensen.

Se slides fra oplæg på konferencen her.

TV: Grete og John klarer antibiotika-behandlingen derhjemme

morten_freil_tv2.jpg

For mange patienter er det en stor fordel, fortæller Danske Patienters direktør til TV2 Østjylland den 5. november 2018.

Bedre behandling og større tilfredshed – uden brug af ekstra ressourcer

The referenced media source is missing and needs to be re-embedded.

Det kræver ikke ekstra ressourcer at inddrage patienterne i behandlingen. Det er en investering at implementere nye tilgange, men det kan frigive ressourcer og give bedre behandling, viser resultater fra ViBIS' projekt Det Brugerinddragende Hospital.

Læs mere her.

Hjerteafdeling sparer unødvendige undersøgelser

På Herlev og Gentofte Hospital kan patienter med hjerterytmeforstyrrelser frem over få målt deres hjerterytme på det tidspunkt, hvor de mærker en forstyrrelse. Det skal spare både patient og klinik for unødvendige undersøgelser.

Læs mere her.

Patienter vælger hjemmebehandling

The referenced media source is missing and needs to be re-embedded.

I 2014 blev 28 procent af dialysepatienterne i Århus behandlet hjemme. Da man aktivt inddrog dem i valget om at blive behandlet på hospitalet eller i eget hjem, steg andelen til 86 procent. Hjemmebehandling giver nemlig patienter frihed.

Læs mere her.