Sundhedsansatte skal ikke frygte politianmeldelse

Kommentar
none

15 gange blev en sundhedsansat politianmeldt af myndighederne i 2019. Det lave antal bør stoppe frygten for at blive politianmeldt, da det kun sker i særlige tilfælde, mener Danske Patienter.

Fejl sker. Også i sundhedsvæsenet. Her medfører fejl desværre nogle gange alvorlige konsekvenser for patienter eller pårørende. Derfor må den altoverskyggende prioritet være at lære af fejlene og gøre mest muligt for at undgå, at fejlene kan blive gentaget.

I langt de fleste tilfælde er politianmeldelser ikke vejen frem. Folk skal ikke gøres til kriminelle, hvis de bliver sat til at udføre opgaver, de ikke har kompetencer til at løse eller arbejder under urimelige vilkår, hvor der er alt for travlt.

Politianmeldelser skal reserveres til de få sager, hvor sundhedspersoner handler groft uagtsomt eller bevidst og systematisk tilsidesætter anerkendte faglige standarder gang på gang. Og hvor mennesker gør noget, der er et brud på straffeloven – som at begå seksuelle overgreb på patienter, stjæle fra medicinskabet eller lignende.

Derfor er det da også umiddelbart positivt, at Styrelsen for Patientsikkerhed kun har grebet til at politianmelde sundhedspersoner 15 gange sidste år. Om ikke andet bør opgørelsen tjene til at mane den udbredte frygt i jorden, som mange læger har givet udtryk for efter den meget omtalte Svendborgsag: At de går rundt og er bange for at blive politianmeldt og derfor udøver såkaldt »defensiv medicin« for at dække sig ind.

Den frygt er ubegrundet. 15 politianmeldelser er forsvindende få i en sektor med næsten 300.000 ansatte.

Men når vi ser dette fald i antallet af politianmeldelser, må vi også have kigget nærmere på, om vi nu har den rette balance og får fat i de tilfælde, hvor der rent faktisk er en læge eller en anden medarbejder, som er til fare for patienterne. De sager er heldigvis få, men vi skal være sikre på, at nettet er finmasket nok til at fange de brodne kar.

Efter Svendborg-sagen: Udskældt styrelse anmelder færre læger til politiet

Siden 2017 er markant færre læger blevet politianmeldt af Styrelsen for Patientsikkerhed, skriver Avisen Danmark i dag.

Læs artiklen hos blandt andet Fyens Stiftstidende her (Kræver login).

Lægevrede er kølnet: Langt færre meldes til politiet for sløset behandling, men syge rammes stadig af fejl på fejl

Nu styrtdykker antallet af politianmeldelser mod læger og andre sundhedspersoner. Det viser nye tal, der sætter strøm til debatten om, hvad der skal til for at bekæmpe de mange fejl og utilsigtede hændelser, der rammer patienterne i sundhedsvæsenet.

Det skriver Berlingske.