Brugerorganisationer: Sådan undgår vi vaccinekaos

Nyhed
none

Der er andre løsninger end at vaccinere efter alder, som letter administrationen og ikke går ud over patienter med øget risiko, mener Danske Patienter og Danske Handicaporganisationer.

Indstil borgere via de praktiserende læger og offentlige sygdomsregistre, vacciner på bosteder efter plejehjemsmodel og inddrag brugerorganisationerne inden vedtagelsen af en ny model.

Sådan lyder opfordringen til Statsministeren, Sundhedsministeren, samtlige sundhedsordførere, Danske Regioner og Sundhedsstyrelsen fra Danske Patienter og Danske Handicaporganisationer.

Opfordringen kommer som modsvar på Sundhedsstyrelsens anbefaling om at lægge gruppe 10, 11 og 12 sammen og vaccinere efter alder – en løsning, som vil få alvorlige konsekvenser for især yngre patienter med kroniske sygdomme eller handicaps, fordi de er i øget risiko for et alvorligt forløb med corona.

Danske Patienter og Danske Handicaporganisationer anerkender, at myndighederne står over for en svær opgave, men målet må være at gøre det rigtige af hensyn til borgerne – ikke det letteste af hensyn til administrationen.

Patienter og mennesker med handicap skal ikke betale prisen for systemets mangler. Der er andre veje at gå, hvor man sikrer borgere i øget risiko en vaccine hurtigst muligt – uden at det medfører bøvlet administration og forvirring i befolkningen, siger Klaus Lunding, formand i Danske Patienter og påpeger, at en forenklet model efter alder næppe vil sikre hurtigere fremdrift i vaccinationsprogrammet, da det er leverancerne af vaccinen, der forsinker processen.

Konkret foreslår Danske Patienter og Danske Handicaporganisationer følgende:

  • Lad de praktiserende læger indstille de af deres patienter, som de vurderer, er i risiko på grund af sygdom. De praktiserende læger giver udtryk for, at de er familielægen, der kender deres patienter, og de er vant til at viderevisitere deres patienter til andre dele af sundhedsvæsenet ud fra patienternes individuelle behov. 
     
  • Brug de offentlige registre og vælg patienter ud fra diagnoser og medicinforbrug. Registrene er ikke præcise, og man risikerer at visitere for mange, men det er langt bedre end at ændre rækkefølgen nu på grund af ønsket om forenkling.
     
  • Vaccinér alle på bosteder ud fra samme principper som plejehjemmene. Det vil være en forenklet løsning i forhold til at nå ud til en række mennesker med handicap, som i et år har været underlagt varierende besøgsrestriktioner, nedlukninger af dagtilbud mv. og deraf følgende isolation.
     
  • Inddrag patient-, handicap- og pårørendeforeninger i udformning af løsningsforslag inden vedtagelsen af en ny model, der vil oversvømme patient-, handicap og pårørendeforeninger, almen praksis og regioner med henvendelser fra forvirrede og fortvivlede borgere. Brugerorganisationerne er konstruktive medspillere, som på ingen måde er blevet inddraget i dialogen om ændring af vaccinegrupper.

Løsningsforslagene er sendt direkte til Statsministeren, Sundhedsministeren, samtlige sundhedsordførere, Danske Regioner og Sundhedsstyrelsen i går, søndag den 14. marts.

Emne