Øger inddragelse uligheden i sundhed?

Af projektleder Mette Munch-Petersen

Når jeg er ude og undervise sundhedsprofessionelle i inddragelse af patienter og pårørende, så oplever jeg ofte, at de er bekymrede for, at inddragelse kan være med til at øge uligheden i sundhed.

De sundhedsprofessionelle frygter, at de i deres iver efter at implementere inddragelse, som eksempelvis fælles beslutningstagning, ubevidst vælger at inddrage de patienter, som selv efterspørger det og samtidig fravælger de patienter, der er ikke tilkendegiver, at de vil inddrages.

► Læs også: Ressourcesvage patienter bliver overset

Det er en vigtig og reel overvejelse at have med, når man går i gang med at implementere inddragelsestiltag, og derfor har jeg gennem det seneste halve år kigget på, hvad forskningslitteraturen siger om ulighed og inddragelse.

Hvem er sårbar?

Lad os slå én ting fast: Alle patienter kan være i en sårbar situation, især når de bliver ramt af en alvorlig sygdom. Men patienter har forskellige forudsætninger for at klare sig godt gennem deres sygdomsforløb. Det er styret af dét, vi i fagsprog kalder sundhedskompetencer, som er evnen til at forstå, reflektere og navigere i sundhedsvæsnet og egen sygdom.

► Læs også: Hvad er vigtigst: Redskaber eller kultur?

Patienters sundhedskompetenceniveau følger ofte deres uddannelsesniveau. Undersøgelser viser, at særligt mennesker med lav social status har begrænsede sundhedskompetencer. Blandt andet derfor kan patienter med komplekse sociale problemer, kort eller ingen uddannelse og lav indtægt oftere karakteriseres som sårbare. De kan være vanskelige at inddrage, fordi de ikke selv efterspørger inddragelse. De ved ikke, at det er en mulighed, der kan forbedre deres behandlingsforløb.

Hvad siger forskningen?

Der er kun lavet få reviews om ulighed og brugerinddragelse, og de handler primært om metoden fælles beslutningstagning.

De få reviews peger dog alle på, at inddragelse med fælles beslutningstagning og beslutningsstøtteværktøjer ikke kun kommer ”ressourcestærke” patienter til gode, men har samme eller bedre effekt for sårbare patienter.

Det betyder, at man ikke umiddelbart skal være bekymret for, at inddragelse kun er for de ressourcestærke patienter og dermed øger uligheden.

Skal man opnå den bedste effekt, bør man inddrage alle patienter systematisk, og man skal tilpasse hjælperedskaber – som fore eksempel beslutningsstøtteværktøjer – så de passer til patienternes sundhedskompetence.

► Rapport: ViBIS har afdækket forholdet mellem ulighed og brugerinddragelse

Hvad skal vi gøre i praksis?

Vi kan styrke patienternes sundhedskompetencer på både system- og patientniveau.

På systemniveau kan vi styrke sundhedspersonalets kompetencer, så det bliver bedre til at kommunikere med patienter og møde dem på dér, hvor de er. Det kan man eksempelvis gøre gennem uddannelse af sundhedspersonalet.

På patientniveau kan man styrke patienternes egne sundhedskompetencer. Her handler det om at uddanne patienterne, så de bliver rustet til at navigere i sundhedsvæsenet. Det skal gøre patienterne bedre til at stille de nødvendige spørgsmål til behandlingen, yde egenomsorg og sygdomskontrol.

► Læs også: Tre gode råd til sundhedsvæsenet fra en brugerrepræsentant

For at undgå, at inddragelsesindsatser øger uligheden i sundhed, er det nødvendigt, at man tager de sårbare patienter med på råd, når man for eksempel beslutter sig for at udvikle et beslutningsstøtteværktøj. På den måde sikrer man, at værktøjerne tager højde for de sårbares særlige behov og præferencer. Sammen kan man blandt andet målrette sproget, brug af billeder og selve opsætningen af beslutningsstøtteværktøjerne.

Min klare opfordring er, at vi fortsætter med at udvikle og implementere inddragelse systematisk til alle patientgrupper – og inddrager patienterne i udviklingen af værktøjerne. For alle patienter får gavn af det – og formentlig får de sårbare patienter det største udbytte.