One size fits all er ikke god rehabilitering

Debatindlægget er bragt i Altinget den 10. april 2019

Af Ebbe Henningsen, fungerende formand for Danske Patienter

Hvad nytter en god behandling på hospitalet, hvis ikke man formår at hjælpe patienten tilbage til et selvstændigt og meningsfuldt liv efterfølgende?

Et godt patientforløb er ikke blot karakteriseret ved den veloverståede operation eller korrekte medicinske behandling – det handler ikke kun om at blive rask, men også om at vende tilbage til det gode liv.

Og før vi kan sætte flueben ved, at vi er i stand til at hjælpe patienterne med sidstnævnte, kan vi ikke påstå at have et sundhedsvæsen i verdensklasse.

Men hvad er den gode rehabilitering? En del af svaret er selvfølgelig, at der skal være en høj kvalitet – uanset om man bor på Frederiksberg eller i Frederikshavn. Og derfor er det både oplagt og positivt, at man fra politisk side er optaget af at sikre kvalitetsstandarder for rehabiliteringen i kommunerne. Fra et patientperspektiv kan de dog ikke stå alene.

Standarder kan ikke stå alene

For det første ved vi fra andre områder i sundhedsvæsenet, at standarder ikke er nogen garanti for, at patienterne får behandling af høj kvalitet. Det skyldes dels, at det ofte er formuleret som et uforpligtende ”kan” i stedet for et krav om ”skal”. Og dels skyldes det, at der ikke bliver fulgt systematisk op på, om man rent faktisk efterlever standarderne, så det sker ikke altid i praksis.

For det andet fordi rehabiliteringsbehovet varierer alt efter patientens livssituation og sygdom. Nyuddannede Anna, der er 29 år og lider af sclerose, har nogle helt andre mål med rehabiliteringen, end pensionisten Kurt på 76 år, der lider af gigt, astma og KOL. 

I dag oplever alt for mange multisyge patienter som Kurt, at rehabiliteringen slet ikke tager højde for deres samlede sygdomsbillede.

Vi ser blandt andet eksempler på patienter, der bliver henvist til træningshold for at styrke muskulaturen omkring knæet, men som er nødt til at stoppe, fordi de har depression eller dårlig lungekapacitet på grund af andre sygdomme.

Det er altså åbenlyst uholdbart, hvis alle patienter – uanset alder, behov og dsamlede sygdomsbillede – får det samme tilbud, også selvom der er indført standarder, som garanterer en kvalitet på papiret.

For det tredje risikerer man at tænke rehabilitering som en afkoblet efterindsats i stedet for som en integreret del af det samlede behandlingsforløb.

På patienters og pårørendes vegne kan jeg godt frygte, at man fortsat vil opleve dårlig sammenhæng på tværs af indsatser, hvis ikke vi får udviklet standarder for det samlede sundhedsvæsen, som ikke kun er isoleret til kommunerne.

Det gode patientforløb uden sektorbump kræver fælles ledelse og fælles økonomi mellem hospital, kommune og almen praksis, hvilket der heldigvis er mulighed for – men desværre ikke forpligtelse til – i de kommende sundhedsfællesskaber med regeringens nye reform.

PRO-data som en del af løsningen

Svaret på, hvad en god rehabilitering er, handler således både om, at man inddrager patienten og de pårørende, så man tilrettelægger indsatsen efter den enkelte patients behov, men også om at man sætter mål og monitorerer på, om man når dem.

En oplagt metode til at gøre begge dele på samme tid, er ved at anvende PRO-data – data, som patienten selv rapporterer – om funktionsniveau, livskvalitet og helbred.

Patienterne er de eneste, som er med hele vejen igennem behandlingsforløbet, og med udgangspunkt i deres data kan sundhedsvæsenet få unik viden om, hvad der virker for hvilke patientgrupper – på tværs af både sygdomme, alder, præferencer og sektorer.

Dét vil være grundlaget for en solid og effektiv rehabiliteringsindsats i et sundhedsvæsen i verdensklasse.